Projekt Mindebamse

Som deltager i Projekt Mindebamse får I tilsendt bøger og Knirkebamser, som I kan uddele til børn og unge der kommer på afdelingen som pårørende til en døende patient.

Bogen Knirke & Bjørn tager afsked er en fortælling om, hvordan det var for Knirke da hun mistede Bjørn. Bogen viser, hvordan bamsen senere kan fungere som mindebære for sorgen og hjælpe med at give trøst. Gennem bamsen kan barnet også senere skabe forbindelse til den afdøde og måske få et kram, når der er behov for dette.

Den primære målgruppe er børn i alderen 0-12 år, men erfaring viser, at også ældre børn kan have glæde af projektet. Materialet er gratis for jer, da bamser og bøger er finansieret af fonde og gavemidler fra Gudenå Hospice.

Projektet udspringer fra erfaringer man har gjort sig på Gudenå Hospice. Her er erfaringen, at mange familier er i tvivl om, hvorvidt børn skal involveres, når der skal tages afsked med et familiemedlem, og i så fald hvordan og hvor meget de skal involveres. Ofte sker der det, at børn bliver udeladt fra dele af eller hele processen med at tage afsked, fordi forældrene og/eller bedsteforældrene velmenende vil forsøge at skåne børnene fra at se den døende. 

Forskning peger på, at inddragelse er vigtigt for sorgprocessen hos børn, og et positivt første møde med døden kan hjælpe dem til bedre at kunne takle lignende situationer senere i livet.

Projekt Mindebamse sigter efter at støtte børn, der mister ved at gøre det nemmere at inddrage dem i processen. Ved at vise børnene, at vi godt må tale om døden og dem vi mister, håber vi at være med til at nedbryde tabuet omkring døden.

Gode råd til at støtte et barn i afskeden

Når der skal tages afsked med en døende, kan det være svært at vide, hvordan og hvor meget børn skal involveres. Børn bør generelt inddrages, så meget det er muligt. Mange børn finder tryghed i at have en bamse eller en anden genstand ved sin side i forløbet. Her er nogle råd til, hvordan bogen og Knirkebamsen kan bruges til at støtte barnet i afskeden:

  1. Knirkebamsen kan placeres på stuen, i sofaen, på en hylde eller ligge i sengen hos den syge. Knirkebamsen oplever sammen med barnet og kan derfor fungere som talerør. Gennem bamsen kan man snakke med barnet om, hvad det oplever.
  2. Knirkebamsen kan give barnet mod til at være hos den syge. Eksempelvis kan bamsen starte med at nærme sig sengen, hvis barnet er utrygt ved det.
  3. Knirkebamsen kan give trøst til barnet, og barnet kan bruge bamsen til at give trøst til andre. Eksempelvis kan bamsen også give trøst til forældre eller andre familiemedlemmer.
  4. Hvis bamsen ligger fysisk sammen med den syge, kan man tale med barnet om, at bamsen bliver ”fyldt op” med kærlighed og kram fra den syge. Efter dødsfaldet kan barnet bruge bamsen til at få et kram fra den afdøde.
  5. Alle sørger og mindes forskelligt, og det er okay. I bogen kan barnet måske genkende situationer og følelser, som Knirke også kender. Barnet kan desuden blive inspireret til at gemme på minderne om den afdøde.
  6. Knirkebamsen og -bogen minder barnet om, at det er okay at lege og leve, og at man godt kan være glad, samtidig med at man savner og er ked af det.

Evaluering

Projekt Mindebamse er blevet evalueret i samarbejde med Center for Pårørendeinddragelse i Region Syddanmark (CEPI) og kandidatstuderende.

Kontakt

Thilde Bødtker
MKS, udviklingssygeplejerske, Gudenå Hospice

Scroll to Top