Bag om Knirke

Om Knirke

Knirke er et børneunivers, der giver plads til at dele tanker og spørgsmål om livet og døden. Knirke er målrettet børn i børnehave- og tidlig skolealder og har til formål at besvare deres spørgsmål på en konkret og alderssvarende måde.

Børn begynder fra børnehavealderen at blive naturligt nysgerrige på verden omkring dem, og det inkluderer også døden. De kan møde døden i hverdagen – måske gennem døde dyr i naturen, i film og spil, eller når de hører voksne tale om sygdom eller død. Selvom vi som voksne måske kan føle berøringsangst og frygte at sige noget forkert, er det vigtigt, at vi hjælper børnene med at forstå og sætte ord på det, de oplever. Når vi taler åbent med børnene om døden, behøver de ikke at navigere i deres tanker og følelser alene.

Knirke er skabt ud fra overbevisningen om, at det er bedre at præsentere børn for disse emner på en ufarlig og konkret måde, som passer til deres alder, end at overlade dem til deres egne fantasier. Knirke er børnenes ven, som de kan finde svar og tryghed hos, når det kommer til emnet døden. Med Knirke ønsker vi at give børn (og deres voksne) en mere naturlig tilgang til at tale om døden.

Forfatterens personlige historie

Mit navn er Julie Døssing Frost. Baggrunden for, at jeg begyndte at skrive bøger om døden til børn, er, at jeg manglede litteratur til mine børn, da de pludseligt havde mistet deres lillebror Bille. På det tidspunkt var Billes søskende henholdsvis 3 og 5 år gamle.

Bille blev 10 ½ måneder gammel. En morgen lå han død i sengen, uden tegn eller forvarsler. Hans hjerte var uforklarligt holdt op med at slå i løbet af natten.

Mine børns liv, som de kendte det, var pludselig helt forandret. Deres forældre var lammet af chok og desperat fortvivlelse. Deres hjem blev fyldt med voksne, der græd. Og deres lillebror, som de havde leget med i stuen aftenen før, var blevet kørt væk.

I tiden efter var det svært at tale med børnene om det, de havde oplevet. De havde ikke lyst til at tale om det. Men efterhånden begyndte de at komme med spørgsmål eller små kommentarer. “Jamen, han skal da stadig bruge ble!” eller “Kan vi ikke gå hen og grave ham op igen?” Det blev tydeligt, at der var noget helt grundlæggende om døden, vi ikke havde fået fortalt dem.

En måneds tid inden Bille døde, havde min datter på knap 5 år stillet mig nogle spørgsmål om døden. Jeg havde fortalt hende, at vi først skal dø, når vi bliver gamle. Hun reflekterede over det og reciterede så den rækkefølge, medlemmerne i familien skulle dø i: ”Først far, så dig, så mig…” Kort tid efter var hendes yngste lillebror død. I den helt forkerte rækkefølge. Den forklaring, jeg havde givet hende om døden, passede ikke.

Vi voksne taler ofte om døden indirekte og abstrakt, men børn forstår verden meget konkret. Det må være ret forvirrende for dem. I virkeligheden taler vi hen over hovederne på børnene, når vi ikke tør at sætte konkrete ord på, hvad døden er.

Men selv efter erkendelsen af, at vi måtte forsøge at forklare, hvad der var sket så konkret som overhovedet muligt, var det svært at få samtalen i gang. Vi kunne ikke bestemme, hvornår vi skulle tale om det, der var sket. Det måtte foregå på børnenes præmisser.

Vi havde brug for en indgang til samtalen. Historiefortælling blev vejen ind. Vi digtede historier, som mindede om deres situation, men som handlede om andre. Det gjorde det nemmere for dem at være i samtalen, når det eksempelvis handlede om dyr, der havde mistet. På den måde kunne vi tale konkret om, hvad der sker, når man dør, og hvordan det føles at miste nogen.

Jeg gik derefter i gang med at skrive historier, som alle kan bruge, og som både rummer det alvorlige uden at stemningen bliver tung, og som taler i øjenhøjde med børn om døden og det at miste.

Samarbejde med Børn, Unge & Sorg

Knirkebøgerne og Knirkekufferten er udviklet i samarbejde med Børn, Unge & Sorg, som er eksperter i hvordan børn forstår døden og oplever sorg.

Børn, Unge & Sorg er en del af Det Nationale Sorgcenter. De arbejder hver dag for at sorg ikke må ødelægge livet for børn og unge. Hos dem kan man få rådgivning om, hvordan man bedst kan støtte et barn i sorg.

Læs mere om Børn, Unge & Sorg på sorgcenter.dk.

Illustrationer

Josephine Kyhn er illustratoren bag de flotte tegninger i Knirkebøgerne. Hun er uddannet illustrator fra KADK i 2015 og har flere børnebøger bag sig.

Josephine har tegnet alle tegningerne til Knirkebøgerne i hånden og farvelagt med akvarel, så de får et levende og nærværende udtryk.
Farverne på tegningerne er klare for at være med til at gøre stemningen let og legende.

Se mere af Josephines arbejde på josephinekyhn.dk.

Uddeling af Knirkebøger på ukrainsk

I samarbejde med Komiteen for Sundhedsoplysning er Knirkebøgerne oversat til ukrainsk og uddelt til 2.300 ukrainske flygtningefamilier i Danmark.

Se de ukrainske Knirkebøger her

Knirkebamse uden plastik

Sleeping Hero skaber bamser med stor omhu og omtanke for miljøet. Alle bamser fra Sleeping Hero er GOTS-certificerede og plastikfri, hvilket betyder, at Knirkebamsen er håndsyet i økologisk bomuld og derfor ikke afgiver mikroplast.

Læs mere om Sleeping Hero på Sleepinghero.dk

Det siger andre om bøgerne...

Scroll to Top