Bag om Knirke-bøgerne

Mit navn er Julie Døssing Frost. Baggrunden, for at jeg gik i gang med at skrive sorgbøger til børn, er, at jeg på et tidspunkt manglede litteratur til mine børn, som pludseligt havde mistet deres lillebror Bille. Billes søskende var på det tidspunkt 3 og 5 år gamle.
Bille blev 10 ½ måneder gammel. Han lå død i sengen en morgen. Uden tegn eller forvarsler. Hans hjerte var af uforklarlige årsager holdt op med at slå i løbet af natten. 

Mine børns liv, som de kendte det, var pludselig helt forandret. Deres forældre var lammet af chok og var i en tilstand af desperat fortvivlelse. Deres hjem blev fyldt med voksne, der græd. Og deres lillebror, som de havde leget med i stuen aftenen forinden, var blevet kørt væk. 

I tiden efter var det svært at tale med børnene, om det de havde oplevet. De havde ikke rigtig lyst til at tale om det. Men efterhånden begyndte de at komme med spørgsmål eller små kommentarer.
“Jamen, han skal da stadig bruge ble!” eller ”kan vi ikke gå hen og grave ham op igen?” Det blev tydeligt, at der var noget helt grundlæggende om døden, vi ikke havde fået fortalt dem.

En måneds tid inden Bille døde, havde min datter på knap 5 år stillet mig nogle spørgsmål om døden. Jeg havde fortalt hende, at vi først skal dø, når vi bliver gamle – sikkert for at komme lidt hurtigt omkring emnet. Hun reflekterede over det og reciterede så den rækkefølge, medlemmerne i familien skulle dø i. ”Først er det far og så er det dig og så er det mig…”
Og kort tid efter var hendes yngste lillebror død fra den ene dag til den anden. I den helt forkerte rækkefølge. Den forklaring, jeg havde givet hende om døden, passede jo ikke.

Vi voksne har tendens til at tale om døden indirekte og i meget abstrakte vendinger. Men børn i den alder forstår verden meget konkret. Det må være ret forvirrende for dem. I virkeligheden taler vi hen over hovedet på de små børn, når vi ikke tør at sætte konkrete ord på, hvad døden går ud på.

Men selv efter erkendelsen af, at vi måtte forsøge at forklare, hvad der var sket så konkret som overhovedet muligt, var det svært at få samtalen i gang. Vi kunne ikke bestemme, hvornår vi skulle tale om det, der var sket. Det måtte foregå på børnenes præmisser.

Vi havde brug for en indgang til samtalen. Historiefortælling blev vejen ind. Vi digtede historier, som mindede om deres situation, men som handlede om nogle andre. Det gjorde det nemmere for dem at være i samtalen, når det eksempelvis handlede om dyr, der havde mistet. Og på den måde kunne vi ved hjælp af historierne tale helt konkret om, hvad der sker, når man dør, eller hvordan det føles at miste nogen.

Jeg gik derefter i gang med at skrive historier, som alle kan bruge, og som både rummer det alvorlige, uden at stemningen bliver tung, og som taler i øjenhøjde med børn om døden og det at miste. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg ikke var den eneste, som kunne bruge sorglitteratur til små børn.

Bøgerne bygger på viden fra eksperter indenfor børn og sorg og er desuden skrevet i samarbejde med Børn, Unge & Sorg.

Børn, Unge & Sorg er en del af det National Sorgcenter. De arbejder hver dag for at sorg ikke må ødelægge livet for børn og unge. Hos dem kan man få rådgivning om, hvordan man bedst kan støtte et barn i sorg.

Læs mere om Børn, Unge & Sorg på sorgcenter.dk.

Josephine Kyhn er illustratoren bag de flotte tegninger i Knirke-bøgerne. Hun er uddannet illustrator fra KADK i 2015 og har flere børnebøger bag sig.

Josephine har tegnet alle tegningerne til Knirke-bøgerne i hånden og farvelagt med akvarel, så de får et levende og nærværende udtryk.
Farverne på tegningerne er klare for at være med til at gøre stemningen let og legende.

Se mere af Josephines arbejde på josephinekyhn.dk.