0
Your Cart

Bag om Knirke-bøgerne

Forfatterens personlige historie

Mit navn er Julie Døssing Frost. Baggrunden, for at jeg gik i gang med at skrive sorgbøger til børn, er, at jeg på et tidspunkt manglede litteratur til mine børn, som pludseligt havde mistet deres lillebror Bille. Billes søskende var på det tidspunkt 3 og 5 år gamle.
Bille blev 10 ½ måneder gammel. Han lå død i sengen en morgen. Uden tegn eller forvarsler. Hans hjerte var af uforklarlige årsager holdt op med at slå i løbet af natten. 

Mine børns liv, som de kendte det, var pludselig helt forandret. Deres forældre var lammet af chok og var i en tilstand af desperat fortvivlelse. Deres hjem blev fyldt med voksne, der græd. Og deres lillebror, som de havde leget med i stuen aftenen forinden, var blevet kørt væk. 

I tiden efter var det svært at tale med børnene, om det de havde oplevet. De havde ikke rigtig lyst til at tale om det. Men efterhånden begyndte de at komme med spørgsmål eller små kommentarer.
“Jamen, han skal da stadig bruge ble!” eller ”kan vi ikke gå hen og grave ham op igen?” Det blev tydeligt, at der var noget helt grundlæggende om døden, vi ikke havde fået fortalt dem.

En måneds tid inden Bille døde, havde min datter på knap 5 år stillet mig nogle spørgsmål om døden. Jeg havde fortalt hende, at vi først skal dø, når vi bliver gamle – sikkert for at komme lidt hurtigt omkring emnet. Hun reflekterede over det og reciterede så den rækkefølge, medlemmerne i familien skulle dø i. ”Først er det far og så er det dig og så er det mig…”
Og kort tid efter var hendes yngste lillebror død fra den ene dag til den anden. I den helt forkerte rækkefølge. Den forklaring, jeg havde givet hende om døden, passede jo ikke.

Vi voksne har tendens til at tale om døden indirekte og i meget abstrakte vendinger. Men børn i den alder forstår verden meget konkret. Det må være ret forvirrende for dem. I virkeligheden taler vi hen over hovedet på de små børn, når vi ikke tør at sætte konkrete ord på, hvad døden går ud på.

Men selv efter erkendelsen af, at vi måtte forsøge at forklare, hvad der var sket så konkret som overhovedet muligt, var det svært at få samtalen i gang. Vi kunne ikke bestemme, hvornår vi skulle tale om det, der var sket. Det måtte foregå på børnenes præmisser.

Vi havde brug for en indgang til samtalen. Historiefortælling blev vejen ind. Vi digtede historier, som mindede om deres situation, men som handlede om nogle andre. Det gjorde det nemmere for dem at være i samtalen, når det eksempelvis handlede om dyr, der havde mistet. Og på den måde kunne vi ved hjælp af historierne tale helt konkret om, hvad der sker, når man dør, eller hvordan det føles at miste nogen.

Jeg gik derefter i gang med at skrive historier, som alle kan bruge, og som både rummer det alvorlige, uden at stemningen bliver tung, og som taler i øjenhøjde med børn om døden og det at miste. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg ikke var den eneste, som kunne bruge sorglitteratur til små børn.Bag om Knirke-bøgerne

Samarbejde med Børn, Unge & Sorg

Bøgerne bygger på viden fra eksperter indenfor børn og sorg og er desuden skrevet i samarbejde med Børn, Unge & Sorg.

Børn, Unge & Sorg er en del af det National Sorgcenter. De arbejder hver dag for at sorg ikke må ødelægge livet for børn og unge. Hos dem kan man få rådgivning om, hvordan man bedst kan støtte et barn i sorg.

Læs mere om Børn, Unge & Sorg på sorgcenter.dk.

Illustrationer

Josephine Kyhn er illustratoren bag de flotte tegninger i Knirke-bøgerne. Hun er uddannet illustrator fra KADK i 2015 og har flere børnebøger bag sig.

Josephine har tegnet alle tegningerne til Knirke-bøgerne i hånden og farvelagt med akvarel, så de får et levende og nærværende udtryk.
Farverne på tegningerne er klare for at være med til at gøre stemningen let og legende.

Se mere af Josephines arbejde på josephinekyhn.dk.

Medieomtale
Omtale af to the moon, honey
Omtale af politiken
Omtale af Anders Mikkelsen
Hvordan taler man med sit barn om døden?

Formålet med bøgerne er at hjælpe samtalen på vej (…) Bøgerne kan hjælpe med at bearbejde sorgen over at miste en nær relation, så sorgen ikke bliver en tung skygge i det videre liv. Sorg er ikke kun tung og mørk

Da Julie mistede sin søn, opdagede hun, hvor lidt vi taler med børn om døden

“Der er så meget mere i sorgen end bare det triste. Der ligger en masse kærlighed og liv i sorgen (…) voksne kan lære af
børns umiddelbare måde at være i sorgen

Døden er tabu. Men ikke i børnebogen om Egernet Knirke og hendes venner

“Døden er ikke et emne, der fylder meget i kultur til børn. Og måske er det ærgerligt. For netop kulturen kan
være et vigtigt værktøj for børn og forældre til at tale om at dø”

Omtale af kristeligt dagblad
Omtale af vores børn
Omtale af Jyllands posten
Julie mistede sin 10 måneder gamle søn. Gennem godnathistorier fandt hun og familien et sprog til at tale om døden

“Julie Frost ved alt for godt, hvad det vil sige at miste det dyrebareste. Alligevel er det ikke det, denne historie skal handle om. I stedet er dette en historie om, hvordan man formår at tage sig af sine øvrige børn, når de mister en bror eller søster, og man selv er lammet af sorg”

Når man mister en søskende, er det vigtigste, at man ikke også mister sine forældre

 “Vi hamrer, graver og fejer, og det er rigtig dejligt at gå i vores flyverdragter og græde. Det er bedre for os end at ligge på sofaen. Det nye hus betyder også, at de flytter fra det hjem, hvor de har minder med Bille. Men som også var det sted, hvor han døde.”

Julie Døssing Frost fandt sin søn livløs i sengen

“Jeg tror, de fleste mennesker, der har prøvet at miste på den her måde, lige har overvejet: Har jeg lyst til at leve det her liv, hvis sådan noget kan ske for mig? Men når man har to andre børn, så vælger man livet. Man vælger at stå op om morgenen. For at gøre det var de nødt til at give sorgen plads”

Go’ Morgen Danmark på TV2 d. 11/12 2021
Aftenshowet på DR1 d. 4/1 2022

Forfatterens personlige historie

Mit navn er Julie Døssing Frost. Baggrunden, for at jeg gik
i gang med at skrive sorgbøger til børn, er, at jeg på et
tidspunkt manglede litteratur til mine børn, som pludseligt
havde mistet deres lillebror Bille. Billes søskende var på det
tidspunkt 3 og 5 år gamle.

Bille blev 10 ½ måneder gammel. Han lå død i sengen en
morgen. Uden tegn eller forvarsler. Hans hjerte var af uforklarlige årsager holdt op med at slå i løbet af natten. 

Mine børns liv, som de kendte det, var pludselig helt forandret. Deres forældre var lammet af chok og var i en tilstand af desperat fortvivlelse. Deres hjem blev fyldt med voksne, der græd. Og deres lillebror, som de havde leget med i stuen aftenen forinden, var blevet kørt væk.

I tiden efter var det svært at tale med børnene, om det de havde oplevet. De havde ikke rigtig lyst til at tale om det. Men efterhånden begyndte de at komme med spørgsmål eller små kommentarer.

“Jamen, han skal da stadig bruge ble!” eller ”kan vi ikke gå hen og grave ham op igen?” Det blev tydeligt, at der var noget helt grundlæggende om døden, vi ikke havde fået fortalt dem.

En måneds tid inden Bille døde, havde min datter på knap 5 år stillet mig nogle spørgsmål om døden. Jeg havde fortalt hende, at vi først skal dø, når vi bliver gamle – sikkert for at komme lidt hurtigt omkring emnet. Hun reflekterede over det og reciterede så den rækkefølge, medlemmerne i familien skulle dø i. ”Først er det far og så er det dig og så er det mig…”
Og kort tid efter var hendes yngste lillebror død fra den ene dag til den anden. I den helt forkerte rækkefølge. Den forklaring, jeg havde givet hende om døden, passede jo ikke.

Vi voksne har tendens til at tale om døden indirekte og i meget abstrakte vendinger. Men børn i den alder forstår verden meget konkret. Det må være ret forvirrende for dem. I virkeligheden taler vi hen over hovedet på de små børn, når vi ikke tør at sætte konkrete ord på, hvad døden går ud på.

Men selv efter erkendelsen af, at vi måtte forsøge at forklare, hvad der var sket så konkret som overhovedet muligt, var det svært at få samtalen i gang. Vi kunne ikke bestemme, hvornår vi skulle tale om det, der var sket. Det måtte foregå på børnenes præmisser.

Vi havde brug for en indgang til samtalen. Historiefortælling blev vejen ind. Vi digtede historier, som mindede om deres situation, men som handlede om nogle andre. Det gjorde det nemmere for dem at være i samtalen, når det eksempelvis handlede om dyr, der havde mistet. Og på den måde kunne vi ved hjælp af historierne tale helt konkret om, hvad der sker, når man dør, eller hvordan det føles at miste nogen.

Jeg gik derefter i gang med at skrive historier, som alle kan bruge, og som både rummer det alvorlige, uden at stemningen bliver tung, og som taler i øjenhøjde med børn om døden og det at miste. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg ikke var den eneste, som kunne bruge sorglitteratur til små børn.

Samarbejde med Børn, Unge & Sorg

Bøgerne bygger på viden fra eksperter indenfor børn og sorg og er desuden skrevet i samarbejde med Børn, Unge & Sorg.

Børn, Unge & Sorg er en del af det National Sorgcenter. De arbejder hver dag for at sorg ikke må ødelægge livet for børn og unge. Hos dem kan man få rådgivning om, hvordan man bedst kan støtte et barn i sorg.

Læs mere om Børn, Unge & Sorg på sorgcenter.dk.

Illustrator

Josephine Kyhn er illustratoren bag de flotte tegninger i Knirke-bøgerne. Hun er uddannet illustrator fra KADK i 2015 og har flere børnebøger bag sig.


Josephine har tegnet alle tegningerne til Knirke-bøgerne i hånden og farvelagt med akvarel, så de får et levende og nærværende udtryk.
Farverne på tegningerne er klare for at være med til at gøre stemningen let og legende.

Se mere af Josephines arbejde på josephinekyhn.dk.

Medieomtale

Omtale af to the moon, honey
Omtale af politiken
Omtale af Anders Mikkelsen
Hvordan taler man med sit barn om døden?

Formålet med bøgerne er at hjælpe samtalen på vej (…) Bøgerne kan hjælpe med at bearbejde sorgen over at miste en nær relation, så sorgen ikke bliver en tung skygge i det videre liv. Sorg er ikke kun tung og mørk

Da Julie mistede sin søn, opdagede hun, hvor lidt vi taler med børn om døden

“Der er så meget mere i sorgen end bare det triste. Der ligger en masse kærlighed og liv i sorgen (…) voksne kan lære af
børns umiddelbare måde at være i sorgen

Døden er tabu. Men ikke i børnebogen om Egernet Knirke og hendes venner

“Døden er ikke et emne, der fylder meget i kultur til børn. Og måske er det ærgerligt. For netop kulturen kan
være et vigtigt værktøj for børn og forældre til at tale om at dø”

Omtale af kristeligt dagblad
Omtale af vores børn
Omtale af Jyllands posten
Julie mistede sin 10 måneder gamle søn. Gennem godnathistorier fandt hun og familien et sprog til at tale om døden

“Julie Frost ved alt for godt, hvad det vil sige at miste det dyrebareste. Alligevel er det ikke det, denne historie skal handle om. I stedet er dette en historie om, hvordan man formår at tage sig af sine øvrige børn, når de mister en bror eller søster, og man selv er lammet af sorg”

Når man mister en søskende, er det vigtigste, at man ikke også mister sine forældre

 “Vi hamrer, graver og fejer, og det er rigtig dejligt at gå i vores flyverdragter og græde. Det er bedre for os end at ligge på sofaen. Det nye hus betyder også, at de flytter fra det hjem, hvor de har minder med Bille. Men som også var det sted, hvor han døde.”

Julie Døssing Frost fandt sin søn livløs i sengen

“Jeg tror, de fleste mennesker, der har prøvet at miste på den her måde, lige har overvejet: Har jeg lyst til at leve det her liv, hvis sådan noget kan ske for mig? Men når man har to andre børn, så vælger man livet. Man vælger at stå op om morgenen. For at gøre det var de nødt til at give sorgen plads”

Go’ Morgen Danmark på TV2 d. 11/12 2021
Aftenshowet på DR1 d. 4/1 2022

Mit navn er Julie Døssing Frost. Baggrunden, for at jeg gik i gang med at skrive sorgbøger til børn, er, at jeg på et tidspunkt manglede litteratur til mine børn, som pludseligt havde mistet deres lillebror Bille. Billes søskende var på det tidspunkt 3 og 5 år gamle.
Bille blev 10 ½ måneder gammel. Han lå død i sengen en morgen. Uden tegn eller forvarsler. Hans hjerte var af uforklarlige årsager holdt op med at slå i løbet af natten. 

Mine børns liv, som de kendte det, var pludselig helt forandret. Deres forældre var lammet af chok og var i en tilstand af desperat fortvivlelse. Deres hjem blev fyldt med voksne, der græd. Og deres lillebror, som de havde leget med i stuen aftenen forinden, var blevet kørt væk. 

I tiden efter var det svært at tale med børnene, om det de havde oplevet. De havde ikke rigtig lyst til at tale om det. Men efterhånden begyndte de at komme med spørgsmål eller små kommentarer.
“Jamen, han skal da stadig bruge ble!” eller ”kan vi ikke gå hen og grave ham op igen?” Det blev tydeligt, at der var noget helt grundlæggende om døden, vi ikke havde fået fortalt dem.

En måneds tid inden Bille døde, havde min datter på knap 5 år stillet mig nogle spørgsmål om døden. Jeg havde fortalt hende, at vi først skal dø, når vi bliver gamle – sikkert for at komme lidt hurtigt omkring emnet. Hun reflekterede over det og reciterede så den rækkefølge, medlemmerne i familien skulle dø i. ”Først er det far og så er det dig og så er det mig…”
Og kort tid efter var hendes yngste lillebror død fra den ene dag til den anden. I den helt forkerte rækkefølge. Den forklaring, jeg havde givet hende om døden, passede jo ikke.

Vi voksne har tendens til at tale om døden indirekte og i meget abstrakte vendinger. Men børn i den alder forstår verden meget konkret. Det må være ret forvirrende for dem. I virkeligheden taler vi hen over hovedet på de små børn, når vi ikke tør at sætte konkrete ord på, hvad døden går ud på.

Men selv efter erkendelsen af, at vi måtte forsøge at forklare, hvad der var sket så konkret som overhovedet muligt, var det svært at få samtalen i gang. Vi kunne ikke bestemme, hvornår vi skulle tale om det, der var sket. Det måtte foregå på børnenes præmisser.

Vi havde brug for en indgang til samtalen. Historiefortælling blev vejen ind. Vi digtede historier, som mindede om deres situation, men som handlede om nogle andre. Det gjorde det nemmere for dem at være i samtalen, når det eksempelvis handlede om dyr, der havde mistet. Og på den måde kunne vi ved hjælp af historierne tale helt konkret om, hvad der sker, når man dør, eller hvordan det føles at miste nogen.

Jeg gik derefter i gang med at skrive historier, som alle kan bruge, og som både rummer det alvorlige, uden at stemningen bliver tung, og som taler i øjenhøjde med børn om døden og det at miste. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg ikke var den eneste, som kunne bruge sorglitteratur til små børn.

Bøgerne bygger på viden fra eksperter indenfor børn og sorg og er desuden skrevet i samarbejde med Børn, Unge & Sorg.

Børn, Unge & Sorg er en del af det National Sorgcenter. De arbejder hver dag for at sorg ikke må ødelægge livet for børn og unge. Hos dem kan man få rådgivning om, hvordan man bedst kan støtte et barn i sorg.

Læs mere om Børn, Unge & Sorg på sorgcenter.dk.

Josephine Kyhn er illustratoren bag de flotte tegninger i Knirke-bøgerne. Hun er uddannet illustrator fra KADK i 2015 og har flere børnebøger bag sig.

Josephine har tegnet alle tegningerne til Knirke-bøgerne i hånden og farvelagt med akvarel, så de får et levende og nærværende udtryk.
Farverne på tegningerne er klare for at være med til at gøre stemningen let og legende.

Se mere af Josephines arbejde på josephinekyhn.dk.

Medieomtale

Omtale af politiken

Da Julie mistede sin søn, opdagede hun, hvor lidt vi taler med børn om døden

“Der er så meget mere i sorgen end bare det triste. Der ligger en masse kærlighed og liv i sorgen (…) voksne kan lære af børns umiddelbare måde at være i sorgen på

Omtale af Jyllands posten

Julie Døssing Frost fandt sin søn livløs i sengen

“Jeg tror, de fleste mennesker, der har prøvet at miste på den her måde, lige har overvejet: Har jeg lyst til at leve det her liv, hvis sådan noget kan ske for mig? Men når man har to andre børn, så vælger man livet. Man vælger at stå op om morgenen. For at gøre det var de nødt til at give sorgen plads

Julie mistede sin 10 måneder gamle søn. Gennem godnathistorier fandt hun og familien et sprog til at tale om døden

“Julie Frost ved alt for godt, hvad det vil sige at miste det dyrebareste. Alligevel er det ikke det, denne historie skal handle om. I stedet er dette en historie om, hvordan man formår at tage sig af sine øvrige børn, når de mister en bror eller søster, og man selv er lammet af sorg”

Omtale af vores børn

Når man mister en søskende, er det vigtigste, at man ikke også mister sine forældre

“Vi hamrer, graver og fejer, og det er rigtig dejligt at gå i vores flyverdragter og græde. Det er bedre for os end at ligge på sofaen. Det nye hus betyder også, at de flytter fra det hjem, hvor de har minder med Bille. Men som også var det sted, hvor han døde.”

Hvordan taler man med sit barn om døden?

Formålet med bøgerne er at hjælpe samtalen på vej (…) Bøgerne kan hjælpe med at bearbejde sorgen over at miste en nær relation, så sorgen ikke bliver en tung skygge i det videre liv. Sorg er ikke kun tung og mørk

Omtale af Anders Mikkelsen

Døden er tabu. Men ikke i børnebogen om Egernet Knirke og hendes venner

“Døden er ikke et emne, der fylder meget i kultur til børn. Og måske er det ærgerligt. For netop kulturen kan
være et vigtigt værktøj for børn og forældre til at tale om at dø”

Go’ Morgen Danmark på TV2 d. 11. december 2021

Aftenshowet på DR1 d. 4. januar 2022